Spring til indhold

H.M. Dronningens statsbesøg til Ghana i spidsen for dansk erhvervsdelegation den 23.-24. november 2017

30.08.2017  12:09
Hendes Majestæt Dronningen besøger Ghana den 23.-24. november 2017.

Ghana forventes at komme op på en økonomisk vækst på syv til otte procent om året i de kommende år og er et vigtigt vækstmarked i Vestafrika. Ghana fejrer 60 år som selvstændig nation i 2017. H.M. Dronningen rejser i spidsen for en dansk erhvervsdelegation.

Statsbesøget skal understøtte bevægelsen i det dansk-ghanesiske samarbejde ”From Aid to Trade”, og bidrage til at den goodwill, der er blevet opbygget gennem det mangeårige Danida-samarbejde med Ghana, bruges aktivt i det fremtidige kommercielle og politiske samarbejde.
Det gælder især i de sektorer, hvor Danmark har særlige styrkepositioner, og hvor der har vist sig stor ghanesisk efterspørgsel efter danske kompetencer. Sektorfokus under statsbesøget er:

• Landbrug og fødevarer
• Bæredygtighed
• Den maritime sektor, infrastruktur og jernbaner

Under statsbesøget vil H.M. Dronningen bl.a. blive officielt modtaget af den ghanesiske præsident H.E. Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, deltage i erhvervsfremstødet og besøge forskellige virksomheder og kulturelle institutioner. Besøget vil hovedsageligt finde sted i Ghanas hovedstad, Accra.

Baggrund

Danmark og Ghana har langvarige og veletablerede relationer. De første danskere kom til landet allerede i 1659. Danmark og Ghana deler således en fælles historisk arv, som også indeholder skyggesider i form af trekantshandlen, hvor danske skibe sejlede fra Danmark til Guldkysten med våben og handelsvarer, fra Guldkysten til de Vestindiske Øer med slaver og fra Vestindien til Danmark med sukker.

Siden Ghanas uafhængighed i 1957 har der kontinuerligt været tætte og positive relationer landene imellem. Tidligere var relationerne primært centreret om et omfattende udviklingssamarbejde. ’Danida’ er fortsat er et meget positivt brand i Ghana, der åbner døre i mange sammenhænge. Med den økonomiske udvikling er behovet for fortsat udviklingsbistand blevet mindre, og Ghanas stigende økonomiske formåen har givet landet mulighed for i højere grad at stå på egne ben. Fra ghanesisk side efterspørges nu i stedet et tættere politisk og handelsmæssigt samarbejde med Danmark.

De dansk-ghanesiske relationer er derfor under omlægning, og det er forventningen, at de i 2020 vil være koncentreret om det kommercielle og politiske samarbejde, mens udviklingssamarbejdet vil være ophørt.

Fred og politisk stabilitet. Siden 1992 har der været afholdt syv frie og fredelige valg i træk, og præsidentposten og flertallet i parlamentet er flere gange skiftet, så oppositionspartiet er kommet til magten. Ved det seneste valg den 7. december 2016 vandt oppositionen en jordskredssejr, og selvom der var meget på spil, var valget frit og fredeligt. Ghana bruger erfaringerne med respekt for demokrati og menneskerettigheder og et aktivt civilsamfund til at spille en positiv rolle i regionen. Ghana nyder stor respekt for denne indsats.

Økonomisk udvikling. De årlige vækstrater toppede med 14 procent i 2011, hvor landets begyndende eksport af olie løftede Ghana fra udviklingsland til lavere mellemindkomstland. Selv om vækstraterne er aftaget i de seneste år, tiltrækker Ghana handelsrelationer og investeringer fra et stigende antal danske virksomheder. Udsigterne for økonomien de kommende år er positive med vækstrater, der forventes at stabilisere sig på omkring syv til otte procent årligt. Samtidig er middelklassen i vækst, og med den også efterspørgslen efter kvalitetsprodukter, -service og ny teknologi.

Yderligere oplysninger kan fås hos:

Kongehuset:
Lene Balleby, Kommunikations- og pressechef, tlf. 33 40 39 00, mail lb@kongehuset.dk

Udenrigsministeriet:
Janina Graae, journalist, tlf. 40 83 89 37, mail jangra@um.dk