Gå til indhold

Aktindsigt i EU-dokumenter

Efter artikel 15 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde har alle borgere i EU ret til aktindsigt i dokumenter fra Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet.

De nærmere regler om borgernes ret til aktindsigt er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Reglerne om den praktiske behandling af anmodninger om aktindsigt og åbenhed findes i de enkelte institutioners forretningsordener.

Ændringer

I april 2007 påbegyndtes arbejdet med at ændre aktindsigtsforordningen. Det skete ved Kommissionens offentliggørelse af Grønbog om aktindsigt i dokumenter, som opbevares af institutionerne i EU. Grønbogen er et høringsinstrument, hvori der redegøres for de eksisterende regler om aktindsigt og gives eksempler på, hvordan den gældende forordning kan forbedres. Den danske regering sendte sit høringssvar til Kommissionen den 13. juli 2007. Svaret finder du i bunden af siden under 'Læs mere'.

Aktindsigt i dokumenter

Efter aktindsigtsforordningens regler har alle borgere eller virksomheder, der har bopæl i en medlemsstat, ret til aktindsigt i dokumenter, som institutionerne er i besiddelse af. Der gælder dog visse begrænsninger for særlige kategorier af oplysninger og dokumenter.

Udover at borgerne har mulighed for at søge om aktindsigt i dokumenter, gør institutionerne en aktiv indsats for at øge EU's åbenhed. Dette sker i praksis ved at give borgerne øget mulighed for at følge med i EU's virksomhed, f.eks. ved automatisk at offentliggøre dokumenter på Internettet.

Kontakt

EU-retskontoret for
yderligere information
E-mail: [email protected]
Tlf: 33 92 03 11