Spring til indhold

EU's oprindelse og udvikling

Det europæiske samarbejde blev grundlagt i kølvandet på Anden Verdenskrig og havde til hensigt at forhindre en ny krig mellem de europæiske lande. Den oprindelige tanke var, at man ved at øge samhandlen landene imellem i praksis ville umuliggøre krig. Siden da er det europæiske samarbejde blevet udvidet både i bredden (i form af antallet af medlemmer) og i dybden (i form af samarbejdets karakter).

Et voksende europæisk fællesskab

Med årene er antallet af medlemslande i EU steget støt. De oprindelige 6 medlemmer er således med tiden blevet til 28, og flere kan komme til.

De nuværende medlemsstater er: Tyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Danmark, Irland, Storbritannien, Grækenland, Portugal, Spanien, Finland, Sverige, Østrig, Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Kroatien.  

Fra Kul- og Stålfællesskab til Europæisk Union

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev i 1952 skabt mellem seks lande, Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, med henblik på at minimere risikoen for en ny krigsoprustning.

I 1958 blev det økonomiske samarbejde yderligere forstærket, da Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) blev oprettet. EØF havde til formål at fremme fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og arbejdstagere mellem Europas lande for at sikre øget velstand og velfærd.

I 1987 vedtog man Den Europæiske Fælles Akt, som fastlagde rammerne for det indre marked og yderligere udbyggede frihandlen mellem landene. Samtidig blev det europæiske udenrigspolitiske samarbejde formaliseret og styrket.

Traktaten om Den Europæiske Union (også kaldet Maastricht-traktaten) fra 1993 udbyggede og styrkede samarbejdet yderligere. Traktaten betød også at EF skiftede navn til EU. Samtidig blev det besluttet at oprette en valutaunion, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt udvide samarbejdet til at omfatte politisamarbejde og indre sikkerhed.

I 1999 og 2001 vedtog medlemslandene henholdsvis Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten, der begge havde til formål at forberede EU til udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske lande.

I 1999 blev valutaunionen en realitet med 11 deltagende medlemslande, og i 2002 blev den fælles valuta, euroen, indført som fysisk betalingsmiddel med i alt 12 deltagende medlemslande. Dette antal dog siden steget til 19 medlemslande.

Den traktatmæssige tilpasning og udvikling fortsatte med forhandlingerne om Lissabon-traktaten, der blev undertegnet af EU’s stats- og regeringschefer i december 2007, og som er EU’s seneste traktat.

Milepæle i EU's historie

1952: Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab træder i kraft.

1958: Traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og EURATOM træder i kraft.

1973: Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige optages i EF.

1981: Grækenland optages i EF.

1986: Portugal og Spanien optages i EF.

1986: Den Europæiske Fælles Akt underskrives i Luxembourg og Haag

1993: Traktaten om Den Europæiske Union træder i kraft 1. november

1995: Finland, Sverige og Østrig bliver medlem af EU.

1999: Den reviderede Traktat om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten) træder i kraft.

2003: Den reviderede Traktat om Den Europæiske Union (Nice-traktaten), træder i kraft den 1. februar.

2004: Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn optages i EU.

2007: Rumænien og Bulgarien optages i EU.

2007: Lissabon-traktaten underskrives i Lissabon

2009: Lissabon-traktaten træder i kraft.

2010: EU får en fast formand for Det Europæiske Råd med belgieren, Herman van Rompuy, samt en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med britiske Catherine Ashton.

2013: Kroatien bliver medlem af EU.

Du kan læse mere om EU's traktater her og mere om EU’s institutioner her.