Spring til indhold

Bangladesh og Danmark i tæt samarbejde

05.09.2016  11:52
Udenrigsminister Kristian Jensen mødtes i dag i København med Bangladesh' udenrigsminister Abul Hassan Mahmood Ali.

De to enedes om at fortsætte det tætte samarbejde inden for grøn vækst, klimaforandringer, udvikling samt handel og investeringer. Men også at arbejde tæt sammen om fælles globale trusler som terrorisme og voldelig ekstremisme. Bangladesh har på det seneste oplevet en række ekstremistiske overfald, inklusiv et gidseldrama på en restaurant i Dhakas diplomatkvarter med 20 omkomne.

''

Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler:

“Jeg udtrykte solidaritet over for Bangladeshs kamp mod terrorisme og voldelig ekstremisme, og understregede samtidig nødvendigheden af at forsvare basale menneskerettigheder, herunder beskyttelse af minoriteter og sikring af ytringsfriheden. Og jeg gjorde det klart, at vi ønsker at støtte bangladeshernes kamp mod radikalisering og voldelig ekstremisme gennem vores udviklingsprogram i Bangladesh, ” siger Kristian Jensen.

Ifølge udenrigsministeren ønsker Danmark også at bruge erfaringerne fra udviklingssamarbejdet til at finde kommercielle løsninger i Bangladesh. Særligt inden for grøn vækst, hvor danske virksomheder står stærkt.

De to ministre brugte lejligheden til at fremhæve det mangeårige venskabelige forhold mellem Bangladesh og Danmark, som begyndte straks efter Bangladeshs uafhængighed. Forholdet er for nyligt blevet yderligere styrket gennem en treårig aftale om strategisk sektorsamarbejde samt en femårig aftale om udviklingssamarbejde mellem de to lande.

Det strategiske sektorsamarbejdsaftale fokuserer på at forbedre erhvervsmæssige sikkerheds- og sundhedsstandarder i Bangladesh, særligt i tøj- og tekstilsektoren.

Udenrigsminister Ali besøger Danmark, inklusiv møder med en række danske virksomheder, fra den 4.-6. september.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975