Spring til indhold

HKH Kronprinsessen og Kristian Jensen i Burkina Faso

27.04.2016  07:48
HKH Kronprinsessen og udenrigsminister Kristian Jensen indleder her til morgen et todages besøg i det vestafrikanske land, Burkina Faso. På dagsordenen er bl.a. kvinders og pigers rettigheder og Danmarks udviklingspolitiske engagement i Burkina Faso.

HKH Kronprinsessen og udenrigsminister Kristian Jensen indleder her til morgen et todages besøg i det vestafrikanske land, Burkina Faso.

De besøger en dansk støttet sundhedsklinik, møder befolkningen i en burkinsk landsby og taler med politikere og organisationer om ligestilling, mødredødelighed, børneægteskaber og andre svære problemer for landets kvinder.

Rejsen skulle have fundet sted i januar, men blev dengang udskudt på grund af et terrorangreb i hovedstaden i Ouagadougou.

”Jeg er meget glad for, at det nu er lykkedes komme afsted til Burkina Faso sammen med Kronprinsessen, der har et kæmpe engagement i kvinders sundhed,” siger Kristian Jensen og uddyber:

”Danmark støtter Burkina Faso, fordi det er et af verdens fattigste lande, hvor der hvert år dør tusindvis af kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel. Det er jo helt uacceptabelt, at kvinder anno 2016 dør, mens de giver liv."

Den danske udviklingsbistand går blandt andet til burkinske familiers adgang til information, prævention og sundhedsydelser i forbindelse med graviditet og fødsel. 

”Vi bekæmper pigeomskæring og anden vold mod kvinder. Og vi arbejder for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, særligt på landet. Vores støtte går gennem internationale organisationer som FN’s befolkningsfond, som Kronprinsessen er protektor for,” siger Kristian Jensen. 

Danmark har et historisk udviklingspolitisk samarbejde med Burkina Faso, der går tilbage til 1973. Udenrigsminister Kristian Jensen vil i forbindelse med besøget underskrive et nyt femårigt landeprogram fra 2016-20 i størrelsesordenen en milliard kroner. Danmark støtter programmer inden for menneskerettigheds- og retsområdet, vand og sanitet, landbrug og privatsektoren.

”Det er i Danmarks og det internationale samfunds interesse at være til stede i Burkina Faso og Sahel-regionen. Vi skal undgå, at ustabilitet og massiv fattigdom giver grobund for terror, radikalisering og migration. Burkina Faso er på mange måder en demokratisk succes i Afrika, hvor præsidenten er blevet udskiftet ved et frit valg, og hvor befolkningen med fredelige protester var med til at modstå et militærkup. Det støtter vi op om,” siger Kristian Jensen.

Kronprinsessen og Kristian Jensen mødes blandt andet med Burkina Fasos præsident Kaboré og medlemmer af hans regering.

Besøget fortsætter i morgen med fuldt besøgsprogram på klinikker og organisationer, der arbejder for ligestilling og for at forbedre kvinders og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, 41 86 59 75