Spring til indhold

Den tyrkiske ambassadør kaldt til samtale i Udenrigsministeriet

04.11.2016  13:46
Udenrigsminister Kristian Jensen er stærkt bekymret over de seneste begivenheder i Tyrkiet. Tyrkiets ambassadør i Danmark er derfor indkaldt til en samtale i Udenrigsministeriet hurtigst muligt, hvor den danske regerings bekymringer formelt vil blive meddelt Tyrkiet.

”Jeg er meget bekymret over nattens politiaktioner imod det tyrkisk-kurdiske parti, HDP, herunder tilbageholdelsen af partiets to formænd. Jeg mødtes selv med den ene af formændene, Figen Yuksekdag, da jeg var i Ankara for nylig, og hun var allerede dengang bekymret for, at dette kunne ske. Jeg har tidligere opfordret – og gør det nu igen – Tyrkiet til at respektere de almindelige retsstatsprincipper, også i efterspillet efter det fejlslagne kupforsøg.

Menneskerettighedssituationen i Tyrkiet har generelt lidt nogle alvorlige knæk de seneste uger og måneder, særligt hvad angår ytringsfrihed og mulighederne for en fri presse. Det har desværre bragt Tyrkiet længere fra Europa og de europæiske værdier, som EU bygger på, og det gør det naturligvis sværere at forestille sig Tyrkiet som medlem af EU. Derfor har Danmark også i Bruxelles opfordret til en skarp EU-reaktion.

Arrestation af folkevalgte er altid bekymrende, og i dette tilfælde er jeg også alvorligt bange for, at det vil øge spændingerne i Tyrkiet. Det bidrager bestemt ikke positivt til spørgsmålet om kurdernes situation i Tyrkiet og Tyrkiets problemer med PKK-terrorisme – tværtimod.

Tyrkiets ambassadør i Danmark er nu kaldt til en samtale i Udenrigsministeriet, hvor vi fra dansk side i klare vendinger vil give udtryk for vores bekymring og bede om yderligere forklaring. Det er et meget alvorligt diplomatisk skridt, og det håber jeg, den tyrkiske regering vil notere sig”, siger Kristian Jensen.

Baggrund:
Natten til fredag den 4. november blev de to HDP-medformænd Selehattin Demirtas og Figen Yüksekdag tilbageholdt sammen med 10 andre HDP-parlamentsmedlemmer. Tyrkisk politi brød ligeledes ind i HDP’s hovedkvarter i Ankara. Der har desuden været lukket ned for sociale medier, herunder adgangen til Twitter, Facebook, Youtube og Whatsapp.

Det tyrkiske parlament vedtog i maj 2016 en midlertidig forfatningsændring, som medførte en ophævelse af den parlamentariske immunitet for parlamentsmedlemmer med verserende anklager imod sig. HDP-parlamentsmedlemmer har i den sammenhæng tilkendegivet, at de ikke frivilligt vil lade sig bringe til forhør i disse sager. Nattens arrestationer er således også en fortsættelse heraf.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf. 4186 5975