Spring til indhold

Udenrigsministeren besøger USA

28.04.2018  08:20

Udenrigsminister Anders Samuelsen besøger fra den 30. april til den 5. maj USA. I Washington skal udenrigsministeren bl.a. mødes med præsident Trumps nyudnævnte nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton med henblik på at drøfte emner af fælles interesse på den internationale dagsorden.

Anders Samuelsen siger:

”Jeg ser rigtigt meget frem til at besøge USA igen. Det transatlantiske partnerskab er en hjørnesten i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er et forhold, vi skal pleje og styrke. USA og Danmark har fælles interesser og deler værdier i forhold til mange af de globale udfordringer. Mit møde med John Bolton vil være en mulighed for at diskutere, hvordan vi sammen adresserer udfordringerne. Det gælder ikke mindst i forhold til situationen i Syrien og forholdet til Rusland, hvor det er helt centralt, at vi fastholder et stærkt transatlantisk sammenhold. Jeg forventer også, at vi får lejlighed til at drøfte situationen i Nordkorea og Iran atomaftalen, der ligeledes står øverst på den amerikanske og internationale dagsorden.”

Efter besøget i Washington tager udenrigsministeren til Houston, hvor han vil åbne det nye danske generalkonsulat og mødes med repræsentanter for danske og amerikanske virksomheder. Endelig aflægger udenrigsministeren også besøg i Seattle, hvor han sammen med H.K.H. Kronprinsessen bl.a. skal deltage i åbningen af et nyt nordisk museum og møde repræsentanter for danske og amerikanske virksomheder.
 
For yderligere information:
Presserådgiver Kasper Thams Olsen, 61 97 90 31