Spring til indhold

International støtte til at resterne af Libyens kemiske våben skal bortskaffes

23.07.2016  08:01
FN’s Sikkerhedsråd vedtog den 22. juli en resolution, der bakker op om, at resterne af Libyens kemiske våben skal bortskaffes. Dermed støtter Sikkerhedsrådet beslutningen fra Styrelsesrådet i Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) om at yde international støtte til Libyen til bortskafning af resterne af landets tidligere kemiske våben. Resolutionen fra FN’s Sikkerhedsråd opfordrer desuden det internationale samfund til at støtte missionen.
Beslutningen fra Styrelsesrådet i OPCW kommer efter anmodning fra den libyske samlingsregering (GNA) om international assistance til bortskafning af kemikalierne.
 
Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler:
 
”Jeg er glad for, at FN’s Sikkerhedsråd har sendt et stærkt politisk signal om opbakning fra det internationale samfund til at bistå den libyske samlingsregering med at få fjernet resterne fra landets tidligere kemiske våben. Libyen har gennem de seneste år været præget af stor ustabilitet, der udnyttes af terrorgrupper som ISIL.
 
Da samlingsregeringen blev oprettet i december 2015 åbnede det en mulighed til at få fjernet kemikalierne. En fjernelse af kemikalierne vil bidrage til stabiliteten i Libyen og sikre, at de ikke falder i de forkerte hænder. Det er en vigtig opgave og derfor positivt, at både samlingsregeringen og det internationale samfund nu tager skridt til at udnytte den mulighed. Vi er derfor i dialog med OPCW om, hvordan Danmark kan bidrage til at løse opgaven."

 
Forsvarsminister Peter Christensen udtaler:
 
"Danmark har værdifulde erfaringer fra borttransporten af kemikalier fra Syriens kemiske våbenprogram i 2013-2014. Forsvaret er i gang med at kigge på, hvordan Danmark kan bidrage til at løse opgaven. Fra Regeringens side er vi klar til at påtage os en rolle og håber på bred opbakning i Folketinget til dansk deltagelse”