Spring til indhold

John Kerry besøger Danmark og Grønland

02.06.2016  12:00
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry besøger Danmark og Grønland den 16.-17. juni.

Den amerikanske udenrigsminister John Kerry besøger Danmark og Grønland den 16.-17. juni, inviteret af udenrigsminister Kristian Jensen og medlem af Naalakkersuisut med ansvar for udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq. Besøget kommer særligt til at fokusere på samarbejdet om Arktis, klima, Syrien, ISIL, Ukraine og handel. John Kerry skal også mødes med statsministeren.

Kristian Jensen udtaler:

”Som vi senest har bekræftet i Washington til det nordisk-amerikanske topmøde, er alliancen mellem USA og Danmark tæt og stærk. Danmark og USA er bundet sammen af en historie, en kultur, et demokrati og et værdisæt. Det er vi enige om at udnytte til at sætte nye standarder og dagsordener. I København vil jeg drøfte med John Kerry, hvordan vi kan udbygge samarbejdet om for eksempel terrorbekæmpelse, frihandel og udbredelse af menneskerettigheder. Besøget vil også være en lejlighed for John Kerry til at opleve Danmark og den danske samfundsmodel, som jo er noget, amerikanerne interesserer sig for”.

Ifølge Kristian Jensen understreger besøget det vigtige partnerskab med USA.

”Vi arbejder også tæt sammen om Arktis. Jeg er glad for sammen med Vittus Qujaukitsoq at kunne byde John Kerry velkommen til Grønland. Hér vil han ved selvsyn få et indtryk af klimaforandringerne og de udfordringer, det stiller Grønland overfor”.

Vittus Qujaukitsoq udtaler:

”Et besøg i Grønland af John Kerry understreger det amerikanske fokus på den arktiske dagsorden. USA varetager i øjeblikket formandskabet for Arktisk Råd, hvor vi også i Grønland lægger vægt på at fortsætte det konstruktive samarbejde med fokus på befolkningerne i Arktis og deres behov. Besøget giver os samtidig anledning til at drøfte den bredere palet af spørgsmål, som har fælles interesse for Grønland, Danmark og USA, herunder også forsvarssamarbejdet med USA.”

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. 41904124 eller særlig rådgiver Peter Høyer, tlf. 61979042