Spring til indhold

Danmark tilslutter sig Safe Schools-erklæringen om beskyttelse af skoler i konflikter

02.05.2017  22:30
Regeringen har i dag på Danmarks vegne tilsluttet sig Safe Schools Declaration, herunder de tilhørende retningslinjer om beskyttelse af skoler og universiteter under væbnet konflikt.

”For Danmark er det afgørende, at børn og unge kan få en uddannelse, også i konfliktsituationer. Derfor tilslutter vi os i dag Safe Schools-erklæringen, som nu 64 lande har gjort det. Det er et vigtigt initiativ.

At børn og unge får en uddannelse er ofte noget af det, som danske soldater arbejder for, når de er udsendt. Det ligger vores tilslutning i forlængelse af. For Danmark er det afgørende at overholde den humanitære folkeret, som det også fremgår af Militærmanualen. Vores tilslutning i dag sætter politisk fokus på uddannelse i konflikter, men kommer ikke til at ændre ved, hvordan danske soldater allerede i dag kan operere i konfliktsituationer”, udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen.

Baggrund
Safe Schools Declaration er en mellemstatslig politisk tilkendegivelse, som stater har kunnet støtte op om siden 2015, og som understreger behovet for beskyttelse af skoler og universiteter under væbnet konflikt.

En række internationale konventioner søger allerede nu at beskytte børn mod følgerne af væbnet konflikt, og med tilslutningen til denne erklæring sender Danmark sammen med 63 andre lande, herunder de øvrige nordiske lande og andre nære allierede, et klart politisk signal om vigtigheden af, at disse regler efterleves.

Danmarks tilslutningserklæring kan læses her.

Link til Safe Schools-erklæringen