Spring til indhold

Kristian Jensen om ny eksportudsigt: Det ser lovende ud for dansk eksport

12.09.2016  06:00
Trods lav vækst i verdensøkonomien ser det lovende ud for den danske eksport i 2016 og ikke mindst for 2017.

Trods lav vækst i verdensøkonomien ser det lovende ud for den danske eksport i 2016 og ikke mindst for 2017.

Det fremgår af Udenrigsministeriets eksportudsigt, der forudser en vækst i vareeksporten på 2,5 procent i 2016 og 4,5 procent i 2017. Det svarer til, at danske virksomheder eksporterer for yderligere 15 milliarder kroner i år og 28 milliarder kroner til næste år. 

”Det ser lovende ud for eksporten og dermed for dansk økonomi, som er helt afhængig af, at danske virksomheder handler med udlandet. Det er godt gået ikke mindst i betragtning af, at verdensøkonomien jo ikke lige frem buldrer afsted, siger udenrigsminister Kristian Jensen.

Det er blandt andet dansk eksport af medicin, fødevarer og tekstiler, der ser ud til at stige i år og til næste år.

”Med regeringens 2025 plan vil vi sætte yderligere skub i dansk erhvervsliv og dermed skabe endnu bedre vilkår for eksporten. Vi vil blandt andet afskaffe PSO-afgiften på el og dermed reducere energiudgifterne. Vi vil gøre det mere fordelagtigt at investere i forskning, udvikling og ny teknologi. Og så vil personskattelettelser – også til højt specialiserede eksperter - gøre det lettere at tiltrække og fastholde den arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger,” siger Kristian Jensen.

Væksten i eksporten forventes at blive trukket af især Tyskland, Sverige, USA og Kina inklusive Hongkong. I modsat retning forventes et eksportfald til Storbritannien, Rusland og til Brasilien.

”Det er klart, at der er nogle internationale forhold, der påvirker dansk eksport i negativ retning. Det gælder først og fremmest Brexit og det store fald i det britiske pund. Det gælder konflikten mellem Rusland og Ukraine, og de dertilhørende sanktioner. Og det gælder de politiske udfordringer i Brasilien. Det er forhold, som vi her og nu ikke kan gøre så meget ved, men som vi tager bestik af i vores rådgivning af danske virksomheder,” siger Kristian Jensen.

I år forventes væksten i eksporten at stå for omkring en tredjedel af væksten i BNP og til næste år for omkring halvdelen af væksten i BNP. Omkring hver fjerde arbejdsplads i Danmark er direkte afhængig af eksporten.

Link til eksportudsigten

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975