Spring til indhold

Ny analyse om Iran efter ophævelsen af sanktionerne

03.01.2016  06:00
I anledning af Kristian Jensens besøg i Iran den 4. og 5. januar 2016 offentliggør Udenrigsministeriet en ny analyse om den forventede økonomiske udvikling i Iran efter den forudsete ophævelse af sanktionerne – og potentialet for dansk erhvervsliv.
I anledning af Kristian Jensens besøg i Iran den 4. og 5. januar 2016 offentliggør Udenrigsministeriet en ny analyse om den forventede økonomiske udvikling i Iran efter den forudsete ophævelse af sanktionerne – og potentialet for dansk erhvervsliv.

Udenrigsminister Kristian Jensen siger:

”Analysen peger på de gode muligheder, som den forventede ophævelse af sanktionerne mod Iran vil åbne for danske virksomheder. Forsigtigt sat regner vi med at kunne løfte eksporten med en halv milliard kroner.

Vi ønsker at genoprette de kommercielle forbindelser med Iran, når sanktionslettelserne er godkendt, og medvirke til, at Iran kan spille en konstruktiv rolle i verdenssamfundet. For at understrege dette besøger jeg Iran sammen med en stor erhvervsdelegation, hvor 58 virksomheder er repræsenteret”.

Baggrund:
Sanktionerne mod Iran har især ramt den danske tjenesteeksport (søtransport og bygge/anlæg), der faldt med 75 pct. i 2012-2014. Den danske vareeksport faldt i samme periode med mere beskedne 6 pct., hvilket dog dækker over store udsving mellem de forskellige varekategorier.

Den forventede ophævelsen af sanktionerne sker under forudsætning af en tilfredsstillende implementering af atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og åbner et potentiale for at øge niveauet for den danske eksport til Iran med i størrelsesordenen 500 mio. kr., primært indenfor søfart, men også vedrørende maskiner og fødevarer.

Hvorvidt potentialet kan blive indfriet vil afhænge af to kritiske forhold: (i) Konkurrencesituationen ved ophævelse af sanktionerne, som må formodes at være skarp; og (ii) evnen til at genetablere virksomhedskontakter og erhvervsmæssig tillid.

Under den kommercielle del af besøget, der også byder på en lang række udenrigspolitiske møder, vil ministeren netop, sammen med de medfølgende virksomheder, sætte fokus på danske spidskompetencer inden for tre sektorer, og på den måde gøre sit til, at iranerne bliver opmærksomme på de mange danske firmaer, hvis kompetencer og ydelser i høj grad matcher den iranske efterspørgsel.

For mere information, kontakt:
Særlig rådgiver Christopher Arzrouni, tlf.: 61979055
Chefkonsulent, Analyseenheden Torkild Byg, tlf.: 33921306