Spring til indhold

Mere Danmark i Vestafrika, mere fokus på vækst og sikkerhed

22.02.2016  05:30

Udenrigsminister Kristian Jensen skal de kommende dage besøge Nigeria og Mali. Ministeren skal formelt åbne de danske repræsentationer i Nigeria, som han rejser til sammen med en erhvervsdelegation. Derudover skal ministeren drøfte Danmarks samarbejde med de to lande.
 
”Mali er med Libyens sammenbrud kun én grænse fra Europa. Derfor påvirker ustabilitet i Mali og Malis nabolande også Danmarks og Europas sikkerhed – og kan samtidig bidrage til yderligere migration mod Europa. Derfor er Mali en prioritet for regeringen, og vi er til stede med en bred og samtænkt indsats, hvor vi anvender hele vores udenrigspolitiske værktøjskasse. Regeringen har med et stort flertal i Folketinget besluttet at øge bidraget til FN’s mission i Mali. Der udsendes snart danske specialstyrker, politibetjente og et transportfly, som skal indgå i FN’s vigtige arbejde med at skabe fred og stabilitet.
 
Jeg ser frem til at møde de danske udsendte, som allerede er i Mali, og som gør et stort stykke arbejde under meget vanskelige forhold. Det bliver også vigtigt for mig at tale med den maliske regering om, hvordan Danmark kan bidrage til at omsætte Malis fredsaftale til konkrete resultater, som er synlige og mærkbare for befolkningen. Og så skal vi drøfte, hvordan vi sammen kan dæmme op for ekstremisme og illegal migration. Vi må forbedre det konkrete samarbejde om håndteringen af migration og ikke mindst adressere de grundlæggende årsager til, at folk flygter”, siger Kristian Jensen.
 
Besøget til Nigeria symboliserer på mange måder regeringens nye tilgang til Afrika, som er gået fra fokus på primært udvikling til fokus, der i højere grad er på vækst, investeringer og handel – og bredere udenrigspolitisk samarbejde. Men Afrikas udvikling kan også blive en udfordring, hvis den ikke håndteres i rette tid og på rette vis.
 
”Danmark skal udnytte det store vækstpotentiale med danske virksomheders kompetencer og produkter. Nigeria gennemgår – ligesom andre lande i Afrika – en vigtig økonomisk og politisk udvikling i disse år. Danmark skal sammen med det internationale samfund være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Med vores ambassade og generalkonsulat kan vi helt konkret øge samarbejdet med dansk erhvervsliv og hjælpe de mange interesserede. 
 
Vi kan samtidig styrke samarbejdet med Nigeria om de store udfordringer, som landet og regionen også står overfor – pirateri og væbnet røveri til søs ud for kysten, terrororganisationen Boko Haram, korruption der hæmmer økonomien, samt meget store ungdomsårgange der skal have jobs”, siger udenrigsminister Kristian Jensen. 

Baggrund

Nigeria er Afrikas mest folkerige land og kontinentets største økonomi. I Nigeria skal udenrigsminister Kristian Jensen formelt åbne den danske ambassade i Abuja og generalkonsulatet i Lagos. Han skal også have en række politiske samtaler, møde NGO’er og se danske virksomheders arbejde i landet. De politiske samtaler vil fokusere på samarbejdet, Nigerias økonomiske og politiske situation, nye handelsmuligheder, stabilitet i Vestafrika, bekæmpelse af ekstremisme, rettigheder, samt maritim sikkerhed i Guinea-bugten.
 
Med på rejsen til Nigeria er en erhvervsdelegation med 13 virksomheder inden for blandt andet energi, landbrug og søfart. Cirka 25 danske virksomheder er etableret i Nigeria, og potentialet som Afrikas største land og økonomi er betydeligt.
 
I Mali skal ministeren møde danske udsendte til FN's fredsbevarende mission, MINUSMA og den danske militære styrkechef for at drøfte, hvordan Danmark sammen med Mali og internationale partnere kan stabilisere og udvikle Mali, imødegå ekstremisme samt det kommende større danske bidrag. Danmark har som bekendt besluttet at øge bidraget med specialoperationsstyrker, et C-130-transportfly samt op til 12 politibetjente.
 
Ministeren skal desuden have politiske samtaler og mødes med det maliske og internationale civilsamfund. Fokus for samtalerne bliver blandt andet stabilisering i landet, dansk støtte til at gennemføre den indgåede fredsaftale i Mali samt udfordringer forbundet med irregulær migration.
 
Danmark bidrager med både stabiliserings- og udviklingsindsatser i Mali og Sahel-regionen, hvor Danmark udover Mali er til stede i Niger og Burkina Faso. Mali har været et dansk prioritetsland siden 2006 og den årige gennemsnitlige udbetalingsramme for Mali er p.t. 175 mio. kr. Fokus for det nuværende udviklingssamarbejde er bl.a. på demokrati, fred og forsoning og udvikling af den private sektor. I det fremadrettede udviklingssamarbejde vil der endvidere være fokus på decentralisering som er væsentligt i bestræbelserne på at sikre konkret udmøntning af fredsaftalen, større legitimitet af staten og reelle forbedringer i befolkningens levevilkår. Det samlede danske engagement er beskrevet i regeringens nye landepolitikpapir for Mali 2016-2020. 

Landepolitikpapir for Mali kan hentes her.

Læs ny udenrigsøkonomisk analyse om den økonomiske udvikling i Nigeria

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. 41904124