Spring til indhold

Danmark svarer på FN’s anbefalinger om menneskerettigheder

04.04.2016  19:35
Danmark har i dag givet FN’s Menneskerettighedsråd i Genève besked om, hvilke anbefalinger Danmark kan acceptere som led i det såkaldte Universal Periodic Review (UPR).

Danmark har i dag givet FN’s Menneskerettighedsråd i Genève besked om, hvilke anbefalinger Danmark kan acceptere som led i det såkaldte Universal Periodic Review (UPR). Ud af i alt 199 anbefalinger har Danmark accepteret 120 anbefalinger fuldt ud mens 14 anbefalinger er blevet delvist accepteret.

Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler:

”I Geneve havde jeg på regeringens vegne en god og ret direkte dialog med de mange lande, der deltog i eksaminationen og gav Danmark anbefalinger. Jeg gjorde det klart, at menneskerettighederne står stærkt i Danmark, men det er min ambition altid at gøre tingene endnu bedre. Det er jo det hele UPR-processen handler om – for Danmark og for alle de lande, som vi giver anbefalinger.

Nu har vi gået anbefalingerne grundigt igennem, og jeg er tilfreds med, at vi kan acceptere 120 anbefalinger, hvoraf mange er overlappende og dækker nogle få områder. Dem skal vi nu i gang med at se på. UPR-processen er et vigtigt redskab, hvor alle lande kan udfordre hinandens menneskerettighedsstandard. Mit politiske pejlemærke er, at alle mennesker skal have frihed til at leve deres eget liv og træffe deres egne valg om fremtiden – med respekt for andres liv og frihed.”

Baggrund
Danmarks anden UPR-eksamination fandt sted den 21. januar 2016 i Genève. I alt tog 87 FN-medlemslande ordet og gav 199 anbefalinger til Danmark på områder, hvor landene mener, at Danmark kan forbedre menneskerettighedssituationen.

Alle 193 FN-medlemslande skal med ca. 4 års mellemrum til ”eksamen” i menneskerettigheder i FN’s Menneskerettighedsråd. Det primære formål med UPR-processen er at styrke overholdelsen af menneskerettighederne i praksis, dvs. ikke bare i ord og hensigt, men også ved at sikre, at det enkelte menneske rent faktisk kan mærke en forskel. UPR har karakter af et obligatorisk bedømmelsessystem, hvor FN's medlemsstater en efter en deltager i en interaktiv dialog, hvor landets samlede menneskerettighedssituation drøftes, og hvor de øvrige FN-medlemslande kommer med anbefalinger til, hvordan det pågældende land kan fremme respekten for og sikre effektiv overholdelse af menneskerettigheder til fordel for landets borgere.

Læs medlemslandenes anbefalinger til Danmark og Danmarks svar til de enkelte anbefalinger nedenfor. Danmarks svar er udarbejdet af samtlige involverede ministerier.

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. 41904124

Anbefalinger fra UPR

Danmarks svar på anbefalingerne fra UPR