Spring til indhold

Et travlt år for Borgerservice

02.03.2016  13:35
For Udenrigsministeriets Borgerservice blev 2015 et meget travlt år præget af usædvanligt mange kriser. Beredskabet, der bistår danskere i udlandet, blev aktiveret ikke mindre end tyve gange.
'' 

Ambassadør, Kirsten Geelan, uddeler nødhjælp efter det voldsomme jordskælv ramte Nepal i 2015. Foto: Maja Kaalund Bygvrå

 
Aktivering af Borgerservices beredskab skete blandet andet da et fly fra Germanwings styrtede ned i marts, ved jordskælvet i Nepal i april og under terrorangrebene i Paris i november.

Den Internationale Operative Stab, som indkaldes, når der er behov for at koordinereindsatsen mellem relevante myndigheder og private aktører i rejsebranchen, var i aktion syv gange, blandt andet i forbindelse med spørgsmålet om flysikkerheden i Sharm el-Sheikh.

Gode råd til rejsende efter terrorangrebene i Paris

Ved rejser uden for Europa har langt de fleste danske rejsende viden om, hvordan de er dækket med hensyn til rejseforsikring, og hvem man skal ringe til, hvis man har brug for hjælp. Erfaringerne fra terrorangrebene i Paris viste dog, at der ikke er den samme bevidsthed, hvis man har brug for hjælp i Europa.

Derfor udsendte medlemmerne af den Internationale Operative Stab sammen med Borgerservice i opfølgning af terrorangrebet i Paris en række råd til rejsende. Her nævnes blandt andet, at det altid er vigtigt at sætte sig ind i sine forsikringsbetingelser og at medbringe telefonnumre osv., så man kan komme i kontakt med forsikringsselskab eller alarmcentral, hvis man har behov for krisepsykologisk hjælp, hjælp til at arrangere tidlig hjemrejse eller lignende.

Borgerservice besvarede mange henvendelser i 2015

Det Globale Vagtcenter i Borgerservice, der er åbent hele døgnet året rundt, modtog i årets løb ca. 30.000 telefonopkald. Hertil kommer besvarelse af tusindvis af skriftlige henvendelser. De danske ambassader behandlede ligeledes et meget stort antal borgerhenvendelser. I tæt samarbejde med ambassaderne ydede vi bistand i godt 5.000 enkeltsager, typisk i forbindelse med dødsfald, personulykker, fængslinger eller mistede pas.

Visum, pas og legaliseringer

Borgerservice er dog andet og mere end kriser og ulykker. Der blev i 2015 udstedt 116.000 visa til visumpligtige udlændinge, typisk turister eller forretningsfolk. Det er en stigning på cirka 14 procent i forhold til 2014. Der var ikke mindst stærk vækst i antallet af kinesiske statsborgere, der fik visum til Danmark.

En anden vigtig opgave er udstedelse af pas til danskere i udlandet. Der blev i 2015 udstedt i alt 24.000 pas. Det er ny rekord. Endelig står Borgerservice for legalisering af dokumenter. Dem var der ca. 70.000 af i 2015, blandt andet eksportdokumenter, virksomhedsregistreringer og eksamensbeviser. En særlig kundegruppe er udenlandske brudepar, som efter vielsen kommer forbi for at få den danske vielsesattest legaliseret, så den kan anvendes overfor hjemlandets myndigheder.

Hvis du vil vide mere

Som rejsende kan man med fordel benytte sig af Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som rådgiver danskerne om forholdene i 48 lande. Det er der heldigvis også mange der gør. Hver måned var der ca. 30.000 unikke besøgende på rejsevejledningerne.

Du kan følge Borgerservice på um.dk, på Twitter og  Facebook. Læs vores rejsevejledninger, download app’en UM Rejseklar og registrer dig på danskerlisten – så er du godt hjulpet, når du rejser. Og husk altid at forsikre dig inden du tager af sted.

God rejse i 2016!

Pressekontakt

Ole Egberg Mikkelsen
33 92 08 44
eller 33 92 11 12

Download flyer med nyheden