Spring til indhold

'Liveable Scandinavia' - Anders Samuelsen sætter sammen med Kronprinsparret fokus på innovative løsninger i Sverige

28.05.2017  06:00

Udenrigsminister Anders Samuelsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ledsager den 29.-30. maj 2017 D.K.H. Kronprinsparret på et dansk erhvervsfremstød i Sverige. Erhvervsfremstødet ’Liveable Scandinavia’ sætter fokus på, hvordan Danmark og Sverige sammen møder udfordringerne i vores samfund med innovative og intelligente løsninger. Mere end 60 danske virksomheder deltager i erhvervsfremstødet. 

Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler: 

”Jeg glæder mig meget til sammen med Kronprinsparret og resten af den danske delegation at sætte fokus på danske styrkepositioner inden for innovative løsninger.

Aldrig før har vi samlet en så stor gruppe danske virksomheder i et fælles besøg til Sverige. Sverige er Danmarks største eksportmarked målt per indbygger, og der er et tæt samarbejde mellem borgere, myndigheder og ikke mindst i den private sektor. Danske virksomheder er allerede i dag anerkendt i Sverige for intelligente løsninger på samfundsmæssige udfordringer. Men der er potentiale for at udbygge samarbejdet endnu mere. Vi skal koble vores viden og ideer endnu bedre sammen, og på den måde skabe flere jobs, styrke vores økonomier og øge vores investeringer på tværs af Øresund.”

Erhvervsfremstødet er delt op i tre spor: Intelligent Healthcare, Sustainable Cities og Modern Lifestyle. Hvert spor belyser konkrete udfordringer og stiller skarpt på, hvordan Danmark bidrager til fremtidens ’Liveable Scandinavia’.  Udenrigsministeren vil bl.a. tale ved åbningen af erhvervsfremstødet og deltage i en lang række aktiviteter med fokus på  Intelligent Healthcare og Modern Lifestyle.

Udenrigsministeren vil desuden mødes med sin svenske kollega, Margot Wallström. Her vil emner som Brexit, EU's fremtid, Rusland/Ukraine samt det bilaterale samarbejde i Øresundsregionen være på dagsordenen.

For yderligere information kontakt presserådgiver Anne Ege, tlf. 41 53 25 26.