Spring til indhold

Kristian Jensen mødes med tunesisk nobelprisvinder

02.12.2015  22:27

""

Udenrigsminister Kristian Jensen mødes torsdag med formanden for den tunesiske menneskerettighedsorganisation LTDH, Abdessattar Ben Moussa. Det sker få dage før Ben Moussa og den tunesiske dialogkvartet modtager Nobelprisen i Oslo.

”Tunesien står trods en række alvorlige terrorangreb som et lyspunkt og en inspiration i regionen, hvor der ellers ikke er så meget at fejre. Derfor er det så vigtigt at hylde den tunesiske dialogkvartet med Nobelprisen. Opmærksomheden får verden til at se mod Tunesien og den dialog, kvartetten formåede at etablere mellem de politiske parter, siger udenrigsminister Kristian Jensen og tilføjer:

”Jeg planlægger selv at besøge både Tunesien i starten af det nye år for at markere, at vi fra dansk side står bag deres kamp for demokrati og frihed.”

Dialogkvartetten, der modtager årets Nobelpris, består af fire civilsamfundsorganisationer; Ben Moussas menneskerettighedsorganisation, LTDH, hovedorganisationen for fagforeninger i Tunesien (UGTT), arbejdsgiverorganisationen (UTICA) og advokatorganisationen (L’Ordre des Avocats).

Flere af organisationerne får danske støtte gennem Det Arabiske Initiativ.

Det gælder den tunesiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisation, der samarbejder med Dansk Industri og Ulandssekretariatet og Ben Moussas menneskerettighedsorganisation, der samarbejder med Dignity og Euromed Rights. Endelig støtter Det Arabiske Initiativ Tunesiens forfatningsproces og overgangen fra forfatningsforsamling til et egentligt parlament.

Den tunesiske dialogkvartet tildeles Nobelprisen for sit afgørende bidrag til opbygningen af et demokrati i Tunesien i kølvandet på Jasminrevolutionen i 2011. Under den politiske krise i 2013 etablerede Kvartetten en dialog og præsenterede en køreplan, der banede vej for vedtagelsen af landets grundlov i starten af 2014 og afholdelse af præsident- og parlamentsvalg i efteråret 2014.

Som led i sin rejse gæster Ben Moussa København for blandt andet at deltage i ”The Copenhagen Human Rights Debate” - en offentlig debat om menneskerettigheder i MENA-regionen organiseret af Institut for Menneskerettigheder med støtte fra Det Arabiske Initiativ.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975