Spring til indhold

Kristian Jensen: Et vigtigt og modigt skridt i Libyen

31.03.2016  16:31

I forbindelse med ankomsten af det libyske præsidentråd i Tripoli den 30. marts 2016 udtaler udenrigsminister Kristian Jensen:

"Danmark byder det libyske præsidentråds ankomst i hovedstaden Tripoli velkommen. Det er et vigtigt skridt på vejen til at skabe en funktionsdygtig libysk samlingsregering i Tripoli og få Libyen bragt ud af kaos. Det internationale samfund står klar til at støtte landet og samlingsregeringen – ikke mindst i indsatsen for at bekæmpe ISIL og andre ekstremistiske grupper.

Der er ingen tvivl om, at det er en meget modig beslutning af medlemmerne af præsidentrådet, der forhåbentlig kan bidrage til at samle landet ogbringe det tilbage på sporet mod en fredelig og demokratisk transition. 

Det er afgørende, at alle politiske kræfter i Libyen støtter op om præsidentrådet og samlingsregeringen. Målet er at få afsluttet den konflikt, der gennem de seneste to år har påført den libyske befolkning store lidelser og bragt landet på randen af sammenbrud.”

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975