Spring til indhold

Historisk aftale med rejseportalen Dianping

11.03.2017  07:38
Anders Samuelsen rejser i dag til Kina for første gang som udenrigsminister. Og bruger blandt andet turen til at invitere 300 millioner kinesiske turister til Danmark via ny aftale med rejseportalen Dianping.

”Vi har et meget stærkt politisk og økonomisk samarbejde med Kina, som jeg ønsker at styrke gennem samtaler med kineserne. Men også gennem en ny og historisk aftale med rejseportalen Dianping. Vi er et de allerførste lande, og det første europæiske, der får adgang til rejseportalen, som benyttes af 300 millioner kinesere,” siger Anders Samuelsen.

Onlineportalen Dianping er en slags kinesisk version af Tripadvisor, og aftalen er kommet i stand som en del af det dansk-kinesiske turismeår 2017.

”Mange kinesere kender ikke nok til os som turistdestination. Derfor er det meget vigtigt, at vi får mulighed for at markedsføre Danmark som et turistland på rejseportalen,” siger Anders Samuelsen.

På portalen vil brugerne i fremtiden kunne læse om dansk historie og kultur, og få information om restauranter, shopping, hoteller etc. i Danmark.

”Der er ingen tvivl om, at lanceringen af turismeåret har været afgørende for at lande aftalen med Dianping. Så det er igen et resultat af den danske regerings strategiske og langsigtede samarbejde med kineserne, som nu involverer mere end 40 forskellige myndigheder på hver side, heriblandt Visit Denmark,” siger Anders Samuelsen.

Udenrigsministeren tilføjer, at regeringen også har besluttet at gøre det markant nemmere for kinesiske turister at få visum til Danmark.

Anders Samuelsens rejse til Kina indledes i Shanghai med blandt andet deltagelse i et turismearrangement, Denmark Day, og fortsætter derefter til Beijing, hvor han har politiske samtaler med udenrigsminister Wang Yi, statsråd Yang Jiechi og den kinesiske komite for blandede kreditter.

Mere end 50.000 jobs i Danmark afhænger direkte af eksporten til Kina. Og Kina kommer til at betyde endnu mere for dansk vækst og jobskabelse i fremtiden. Derfor bliver samarbejdet vigtigere og vigtige, fastslår Anders Samuelsen.

Danmarks samhandel med Kina var i 2015 på 120 milliarder kroner.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975