Spring til indhold

Udenrigsministeren inviterer til international Ukraine-reformkonference i København

21.02.2018  11:50
Anders Samuelsen: ”Vi skal støtte Ukraine i landets reformproces – også ved at presse på for endnu flere resultater”

Udenrigsminister Anders Samuelsen er, sammen med sin ukrainske kollega, vært for en stor international Ukraine-reformkonference i København den 27. juni 2018. På et pressemøde i Kiev i dag underskrev de to udenrigsministre invitationerne til konferencen i København. Udenrigsministre fra alle EU-, NATO- og G7-lande inviteres sammen med repræsentanter for internationale organisationer. I den forbindelse udtaler udenrigsministeren:    

”Jeg har høje forventninger til Ukraine-reformkonferencen i København, og glæder mig over, at København igen bliver centrum for en stor international og vigtig begivenhed. Vi ser disse år et nyt europæisk orienteret Ukraine tage form. Det skal vi sammen med vores internationale parter støtte op om, også ved at presse på for flere reformfremskridt, herunder i kampen mod korruption. Jeg har opfordret den ukrainske regering til at bruge konferencen til at sætte mere fart under reformerne. For vores værtsskab handler ikke blot om en konference, men om at være med til at drive reformprocessen frem.”

Der forventes op til 250 deltagere i København. Konferencen er en opfølgning på en tilsvarende konference i London i juli 2017. Læs mere om Ukraine-reformkonferencen i København på her, hvor udenrigsministerens tales ved gårsdagens internationale højniveaumøde om reformer i Ukraine ligeledes kan findes.   

Læs pressemeddelelse for udenrigsministeren besøg i Ukraine og Georgien den 20.-23. februar her.

For yderligere information: Særlig rådgiver Niels Th. Dahl, 61979159