Spring til indhold

Rasmus Mariager og Anders Wivel udpeget til den uvildige udredning om Danmarks militære engagement

16.11.2016  13:42
Udenrigsminister Kristian Jensen har i dag udpeget lektor Rasmus Mariager og professor Anders Wivel, Københavns Universitet, til at forestå den uvildige udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.
Kristian Jensen siger:
 
”Jeg er meget tilfreds med, at vi kan sætte to velrenommerede og erfarne forskere i spidsen for den uvildige udredning om Danmarks militære engagement. De to forskere er blevet indstillet af Rektorkollegiet, og er udpeget i enighed mellem fire partier. Forskerne står over for et stort og vigtigt stykke arbejde, og jeg ser frem til at læse udredningens konklusioner, når den ligger færdig i 2018”.
 
Fire partier (V, LA, DF og K) står bag den politiske aftale om udredningen, som blev indgået, efter at Irak- og Afghanistankommissionen blev nedlagt af regeringen sidste år. Ifølge aftalen skal udredningen udarbejdes af en faghistoriker (som forskningsleder) og en politolog med speciale i militære studier. Det er disse to stillinger, som nu er blevet besat med Rasmus Mariager og Anders Wivel.
 
De to forskere vil under udredningsarbejdet få fuld adgang til alle dokumenter, også klassificerede, som er sendt til Irak- og Afghanistankommissionen. Derudover vil forskerne ifølge aftalen som udgangspunkt få adgang til øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som forskerne finder relevant hos danske myndigheder. Arbejdet med udredningen forventes iværksat snarest muligt, inden for få uger, og den forudses færdig og offentliggjort den 1. juni 2018.
 
For yderligere information kontakt:
Dorte Bryde, presserådgiver, tlf. 50778698 eller Sven Gad, chefkonsulent, tlf. 25267549.