Spring til indhold

Kristian Jensen mødes med præsidenten for ny asiatisk investeringsbank

02.03.2016  06:00

Udenrigsminister Kristian Jensen mødes i dag med præsidenten for den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank (AIIB) Jin Liqun, der er på besøg i Danmark.
 
På dagsordenen er visioner og muligheder for den nye asiatiske udviklingsbank med en aktiekapital på 100 milliarder dollars og Danmark som stiftende medlem.
 
”Den asiatiske investeringsbank er med vores aktive opbakning sat i verden for at investere i infrastruktur og skabe bæredygtigtig økonomisk vækst i Asien. Enhver, der har besøgt en asiatisk storby, har ved selvsyn kunnet konstatere, at behovet for investeringer i bedre veje, offentlig transportsystemer, bæredygtige energiløsninger og adgang til rent vand er stort.” 
 
”Bankens investeringer vil samtidig øge mulighederne for samhandel mellem Asien og resten af verden. Det giver også gode muligheder for danske erhvervsvirksomheder,” siger Kristian Jensen.
 
AIIB skal nu i gang med sine investeringer, og de første år vil banken netop fokusere på transport, energi- og vand. Her har danske virksomheder en række unikke spidskompetencer. Derfor mødes Jin Liqun også med en række danske virksomheder for at drøfte samarbejdsmulighederne.

Ifølge Kristian Jensen understreger AIIB-præsidentens besøg i København, at Danmarks medlemskab af banken er vigtigt.
 
”AIIB er først og fremmest en regional bank, men Danmark og andre nordiske og europæiske lande er med til at præge bankens udvikling,” siger Kristian Jensen. 
 
Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank blev stiftet i januar 2016 efter et forhandlingsforløb, der på kinesisk initiativ blev indledt i efteråret 2014. Bankens hovedformål er at fremme en bæredygtig økonomisk udvikling og regionalt samarbejde i Asien gennem investeringer i infrastruktur.
 
Det danske kapitalindskud er på cirka 500 millioner kroner fordelt med fem rater på 100 millioner kroner i perioden 2016-2019.
 
Hertil kommer garantikapital på forventet godt to milliarder kroner, der ikke skal indbetales. Kineseren Jin Liqun er valgt til præsident for banken for en femårig periode.
 
Banken ventes at få 57 stiftende medlemmer, herunder alle de nordiske lande. Fra EU er bl.a. Tyskland, UK, Frankrig og Nederlandene stiftende medlemmer.
 
For yderligere presse: Poul Kjar, 41865975