Spring til indhold

Udtalelse fra udenrigsminister Kristian Jensen om valget i Myanmar

11.11.2015  09:24

Udtalelse fra udenrigsminister Kristian Jensen om valget i Myanmar:

”Jeg vil gerne lykønske Aung San Suu Kyi og NLD med, hvad der tegner til at blive en imponerende valgsejr. De foreløbige valgresultater viser, at Myanmars befolkning har stemt for forandring. Jeg vil opfordre til, at alle respekterer valgresultatet, selvom processen ikke har været perfekt.

Det er glædeligt, at parlamentsvalget i Myanmar er forløbet fredeligt og afviklet på en fornuftig måde efter de internationale observatørmissioners samstemmende vurdering.

Myanmar står fortsat i en skrøbelig reform- og demokratiseringsproces med mange udfordringer. Det er vigtigt at fortsætte demokratiseringsprocessen til gavn for hele befolkningen. Og det er vigtigt at forbedre menneskerettighedssituationen for Rohingya-befolkningen og sikre en varig fredsløsning i hele landet.

Men valget er et væsentligt skridt i den rigtige retning, og Danmark ser frem til fortsat at støtte Myanmars demokratiske og økonomiske udvikling til gavn for alle landets borgere.”