Spring til indhold

Vil du arbejde som administrativ medarbejder på den danske EU-repræsentation?                               Ansøgningsfrist: onsdag 8. november 2017

27.10.2017  15:58

EU-repræsentationen i Bruxelles søger en lokalt ansat administrativ medarbejder til en fuldtidsstilling. Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2018.

 

Som vores nye kollega vil du indgå i repræsentationens team af korrespondenter. Arbejdet omfatter en bred vifte af administrative opgaver, som i udgangspunktet vil være ansvaret for kalenderstyring samt rejse- og mødeplanlægning for den danske ambassadør i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske komité (PSC). Hertil administrative opgaver i tilknytning til det samlede udenrigspolitiske område på repræsentationen. Der må påregnes fleksibilitet i opgavesammensætningen, som kan ændre sig undervejs i ansættelsesforløbet. Du forventes også lejlighedsvis at deltage som sekretær for de danske delegationer ved EU-rådsmøder i Bruxelles og i Luxembourg.

 

Vi forventer, at du er fortrolig med Office-pakken. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra tidligere administrativt arbejde, sekretærfunktioner eller projektlederarbejde. Vi lægger vægt på, at du er god til at kommunikere på skrift og i tale, og at du har gode sprogkundskaber på engelsk. Fransk er en fordel.

 

Stillingen kræver generelt en medarbejder, der kan prioritere, bevare overblikket i pressede situationer og har sans for detaljer samt gode samarbejdsevner.

 

Stillingen er tidsbegrænset til 2 år. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Ansættelsen sker på lokale vilkår. Løn i henhold til kvalifikationer og erfaring.

Kontakt:

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til administrationschef Christian Hagelin (tlf.: +32 (0) 2 233 08 11, mail: chrhag@um.dk).

 

Ansøgning:

Skriftlig motiveret ansøgning på én side ledsaget af CV og referencer bedes sendt elektronisk i én samlet pdf-fil til: brurepjob@um.dk

 

Mrk.: Administrativ medarbejder i emnefeltet

 

Ansøgningsfrist:

Ansøgning skal være EU-repræsentationen i hænde senest onsdag 8. november 2017. Udvalgte ansøgere vil herefter blive indbudt til samtale på EU-repræsentationen.

 

Om os
EU-repræsentationen hører under Udenrigsministeriet i Danmark og er en del af det danske repræsentations­netværk i udlandet. Den danske EU-repræsentation varetager danske interesser i EU-samarbejdet og har - fordi EU dækker over mange forskellige politikområder - udsendte medarbejdere fra alle ministerier i Danmark. Vi er samtidig Danmarks største repræsentation i udlandet. Læs mere på
um.dk og eu.um.dk.

 

For printervenlig version: Opslag korrespondent okt 17