Spring til indhold

Anders Samuelsen tager afstand fra forfølgelse af homoseksuelle i Tjetjenien

19.04.2017  12:58
Udenrigsminister Anders Samuelsen tager dyb afstand fra de seneste ugers meldinger om forfølgelse, tortur og drab på homoseksuelle i Tjetjenien.

I forlængelse af forlydender om forfølgelse af homoseksuelle i Tjetjenien udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen:

”Som så mange andre er jeg forfærdet over de seneste ugers meldinger om forfølgelse, tortur og drab på homoseksuelle i Tjetjenien. Både som minister og som privatperson tager jeg den dybeste afstand fra forbrydelser mod mindretal, ikke mindst seksuelle mindretal.

Jeg har modtaget mange henvendelser i sagen fra bekymrede borgere og organisationer, herunder fra LGBT-miljøet i Danmark. Til dem vil jeg sige: Regeringen tager sagen meget alvorligt. Forfølgelse, drab og tortur må og skal ikke foregå i Europa eller andre steder i verden. Rusland har en international forpligtigelse til at beskytte alle sine borgere i hele den Russiske Føderation. Derfor har vi fra dansk side taget sagen op, og vil gøre det igen, i OSCE, FN og Europarådet.”

Gennem Danmarks ambassade i Moskva vil Udenrigsministeriet fortsætte med at følge situationen tæt.