Spring til indhold

Offentliggørelse af den historiske udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak

05.02.2019  11:32
I dag offentliggøres den uvildige udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Udredningen er udarbejdet af lektor ved Københavns Universitet, ph.d. og dr. phil. Rasmus Mølgaard Mariager og professor (M.S.O) ved Københavns Universitet, ph.d. Anders Wivel på baggrund af en politisk aftale, som et flertal i Folketinget blev enige om i maj 2016.

Formålet med udredningen er at kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger om dansk deltagelse i de tre krige og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden.

Udredningens analyser omfatter de historiske forløb frem mod vedtagelsen i Folketinget af de forskellige beslutningsforslag om dansk militær deltagelse i henholdsvis Kosovo, Afghanistan og Irak. 

I forbindelse med offentliggørelsen siger udenrigsminister Anders Samuelsen:

”Regeringen hilser udredningen velkommen. Uanset hvad man måtte mene om den danske deltagelse i de tre krige, er det vigtigt, at vi får størst mulig åbenhed om baggrunden for beslutningerne om at gå i krig. Ikke mindst så eftertiden kan trække på erfaringerne. Den åbenhed skal udredningen være med til at sikre.”

Udenrigsministeren bemærker desuden:

”Det er altid en svær beslutning at sende danske mænd og kvinder i krig. Men det er vigtigt, at Danmark fortsat engagerer sig i verden med udgangspunkt i danske interesser og værdier. Det betyder, at Danmark skal tage ansvar, spille en aktiv rolle og være i stand til at bidrage til indsatser i verdens brændpunkter. Det er i vores egen interesse.”

Baggrund:
Forskerne har fået adgang til alle dokumenter, herunder klassificerede, der var sendt til Irak- og Afghanistankommissionen, samt øvrigt foreliggende skriftligt materiale, som forskerne bag udredningen har fundet relevant. Forskerne har desuden interviewet tidligere stats- og udenrigsministre og flere centralt placerede embedsmænd.

Udredningen kan downloades på www.krigsudredning.ku.dk fra tirsdag den 5. februar 2019 kl. 10.00.