Spring til indhold

300 børn og en statsminister satte julen i gang

12.10.2017  16:59
I dag blev årets U-landskalender præsenteret på Ørestad Skole. Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede kalenderen og det tilhørende undervisningsmateriale sammen med Oxfam IBIS’ generalsekretær Mie Roesdahl og børne-tv-vært Sebastian Klein foran 300 glade børn.

Stemningen var tyk af forventning i formiddags på Ørestad Skole, hvor 300 spændte børn fra 0.-2. klasse sad klar i idrætssalen og ventede på at få præsenteret årets U-landskalender og se deres idol Sebastian Klein fra tv – og statsministeren.

”Velkommen til lanceringen af dette års flotte ulandskalender”, sagde dagens vært, Sebastian, inden han bød statsminister Lars Løkke Rasmussen og generalsekretær Mie Roesdahl op på scenen for at præsentere kalenderen.

Årets land: Burkina Faso
I år går overskuddet fra Børnenes U-landskalender til Oxfam IBIS’ projekt mod børnearbejde i Burkina Fasos guldminer. Burkina Faso er et af de fattigste lande i verden, og børnearbejde er et stort problem. Omkring halvdelen af børnene gennemfører ikke seks års skolegang. Projektet skal give børnene en god uddannelse med veluddannede lærere.

Julestemning og læring
Statsministeren indledte med at spørge børnene, om de glæder sig til jul. ”Jaaaaa!”, svarede hundredevis af børnestemmer, og statsministeren afslørede, at det gør han også selv.
”Og mens vi glæder os, så kan vi samtidig lære om det land og de børn, som U-landskalenderen støtter i år, nemlig Burkina Faso. Det kan I med den bog, som I skal læse her i skolen. I skal se film og lave opgaver om landet. Og det er der faktisk over 100.000 skoleelever i Danmark, der skal. Det er vigtigt, at I børn lærer om, hvordan børn har det andre steder i verden. I skal jo vokse op og passe godt på vores fælles verden sammen med børnene fra Burkina Faso og andre lande.”, sagde statsministeren.

U-landskalenderen på skolerne
Børnenes U-landskalender er blevet populær på de danske skoler. Hvert år udgiver Danida et nyt undervisningsmateriale til 1.-4. klasse med fokus på fordybelse, faglig læring og formidling med it-værktøjer – alt sammen med udgangspunkt i årets land. Sidste år havde over 120.000 elever en temaperiode med U-landskalenderen.

Nyt i år: Børnenes egen U-landskalender
I år kan børnene lave deres egen digitale U-landskalender, som en del af undervisningen. Først skal eleverne på research i en masse fakta og billeder fra Burkina Faso. Bagefter skal de ”bygge” deres digitale kalender med udvalgte fotos og tekster om landet bag lågerne. Den færdige kalender kan eleverne sende til fx deres forældre, som kan åbne lågerne på iPad eller smartphone.

Årets bog: ”Guldets forbandelse”
I centrum af skolematerialet står årets bog, som i 2017 er skrevet af børnebogsforfatter Lise Bidstrup. ”Guldets forbandelse” er fortællingen om drengen Drissa og de dramatiske begivenheder, der kaster ham ud i det farlige arbejde langt nede i de trange gange i en af Burkina Fasos guldminer – og om hans vej ud af minerne og ind i skolen igen.

U-landskalenderen i tv
I år indeholder lågekalenderen to kalendere – en til de små børn, som handler om den nyproducerede tv-julekalender ”Ramajetternes jul” og en til de større børn, som handler om den norske tv-julekalender ”Snefald”, der er blevet oversat til dansk.

DR har desuden produceret film fra årets land, som vises i efteråret på DR’s børnekanaler. I år med Sebastian Klein, der tager ud og kigger på Burkina Fasos vilde dyr. Produktionen af disse film er støttet af Udenrigsministeriet.
Til slut på arrangementet blev der delt U-landskalendere ud til alle børnene. Kalenderen kommer til salg fra i dag d. 12. oktober og koster 45 kr.
Se mere på: www.u-landskalender.dk