Gå til indhold

Praktikopslag

Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles søger praktikanter 

Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles søger praktikanter. 

Frist tirsdag 20. februar 2024 kl. 12.00

 

EU-repræsentationen søger pr. 1. september 2024, 16 dygtige praktikanter.

 

Arbejdsopgaver                                                                                           
Interesserer du dig for EU, og vil du vide mere om, hvordan EU-institutionerne arbejder, og hvordan den danske EU-beslutningsproces fungerer i praksis? Så er et praktikophold på Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles en oplagt og værdifuld erfaring på dit CV. Som praktikant vil du blive knyttet til en vejleder og skal bl.a. ledsage vejlederen til møder i Rådet, Europa-Parlamentet eller EU’s andre institutioner; samt bidrage til mødereferater og rapporter til København om politisk/økonomiske emner og bistå med informationssøgning og –bearbejdning.

 

EU-repræsentationen i Bruxelles er den danske centraladministrations forlængede arm i EU og et centralt omdrejningspunkt for dansk EU- og udenrigspolitik. Som praktikant ved EU-repræsentationen får du konkret indsigt i, hvordan EU arbejder - både politisk og ”i maskinrummet” - ligesom du er en del af en dynamisk arbejdsplads med medarbejdere fra en lang række danske ministerier. Praktikopholdet er også en mulighed for at opleve Bruxelles og en mulighed for netværksopbygning i et levende og internationalt miljø.

 

Kvalifikationer

  • Du har en bachelorgrad i et relevant område inden for jura, humaniora, samfundsvidenskab eller lignende og er i gang med din kandidatuddannelse.
  • Du har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner på dansk.
  • Du besidder gode sprogkundskaber i engelsk. Kendskab til fransk er en fordel.
  • Du har grundlæggende kenskab til EU-samarbejdet og til EU’s institutioner og interesserer dig herfor.
  • Du har gode samarbejdsevner og er omstillingsparat.
  • Du er grundig og præcis.
  • Du kan arbejde selvstændigt og effektivt.
  • Du har humor og en positiv indstilling.

 

Periode for opholdet

1. september 2024 til 31. januar 2025. 

 

Tilskud til dækning af udgifter

Udenrigsministeriet yder refusion for merudgifter forbundet med opholdet såsom f.eks. logi og transport op til et månedligt beløb på mere end 400 euro. Ansøger er selv ansvarlig for at finde bolig i Bruxelles under praktikperioden.

 

Ansøgning

Kortfattet ansøgning bilagt CV, eksamensresultater og eventuelle udtalelser sendes til [email protected]. Ansøgning og tilhørende bilag bedes foreligge i ét samlet PDF-dokument. Emnefeltet skal indeholde ansøgerens fulde navn + ”Ansøgning om praktik til EU-repræsentationen” + ønskede område.

 

Ansøgningsfrist

Ansøgninger skal være Repræsentationen i hænde senest tirsdag 20. februar 2024 kl. 12.00. 

 

Kontakt

Repræsentationens telefonnummer: (+32) 2 233 0811. Administrationschef Allan Stagaard Toft kan oplyse yderligere om praktikophold ved repræsentationen. For mere information se også eu.um.dk og um.dk.

 

Yderligere oplysninger

Dette opslag omfatter 16 praktikpladser. Angiv gerne i ansøgningen det eller de arbejdsområder, som har særlig interesse. Det vil dog være EU-repræsentationen, der tager endeligt stilling til fordelingen af arbejdsopgaverne. Følgende sagsområder kan komme på tale enten som selvstændige områder eller i kombination med hinanden: 

 

Beskæftigelse, sociale forhold og sundhed.

EU’s miljøpolitik: Bl.a. regulering af kemikalier, luftforurening, cirkulær økonomi og biodiversitet m.m.

Budgetområdet: Især fokus på forhandlingen af EU’s årlige budget og implementeringen af EU’s økonomiske genopretningsplan.

Det finanspolitiske område: Økonomisk og monetær politik, samt finanspolitik med fokus på bl.a. den økonomiske genopretning efter COVID-19, den grønne omstilling og forholdet til euroområdet.

Skatteområdet: Selskabsbeskatning, administrativt samarbejde, bekæmpelse af skatteunddragelse mv. Endvidere moms, told og afgifter samt andre horisontale skattespørgsmål.

EU’s Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: Bl.a. EU's forhold til Rusland, Afrika (herunder Nordafrika), Mellemøsten, Ukraine, Tyrkiet samt landene på Vestbalkan.

Erhvervspolitik: Finansielle tjenesteydelser, Bankunionen, bekæmpelse af hvidvask, bæredygtig finansiering og FinTech.

Fødevarepolitik: Bl.a. EU’s fælles landbrugspolitik, økologi, fødevarer, dyresundhed, dyrevelfærd og EU’s fælles fiskeripolitik.

Erhvervspolitik: Bl.a. det indre marked, det digitale indre marked, industripolitik, forbrugerpolitik, søfart.

International handelspolitik: EU's handelsaftaler med globale partnere og deltagelse i det internationale handelssystem.

Klima og energi: Omstillingen til et klimaneutralt EU i 2050, herunder arbejdet med implementeringen af EU’s klimamål for 2030 og gennemførelsen af EU’s Energiunion.

Transportpolitik: Bl.a. spørgsmål om fair konkurrence og sociale vilkår i vej- og luftfartssektoren.

Retlige og indre anliggender: Bl.a. civil- og strafferetligt samarbejde, intern sikkerhed og terrorbekæmpelse, databeskyttelse og det danske retsforbehold.

Udviklingspolitik og humanitær bistand.

Retlige og indre anliggender: Bl.a. EU's samarbejde i forhold til migration, asyl og grænsekontrol.

 

 

 

***


 Læs praktikopslaget i PDF-format her.

 

Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles søger praktikant til presse, kommunikation og institutionelle forhold. Frist: torsdag d. 20. februar 2024 kl. 12.00

 

EU-repræsentationen søger pr. 1. september 2024 en dygtig praktikant til presse og kommunikation, samt arbejdet med institutionelle forhold, herunder samarbejdet med Europa-Parlamentet.

 

Arbejdsopgaver

Interesserer du dig for EU? Har du lyst til at arbejde med PR og kommunikation på den største danske diplomatiske repræsentation? Og vil du vide mere om, hvordan danske interesser varetages i praksis i Europa-Parlamentet? – Så søg om at komme i praktik på Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles.

 

EU-repræsentationen i Bruxelles er den danske centraladministrations forlængede arm i EU og et centralt omdrejningspunkt for dansk EU- og udenrigspolitik. Som praktikant får du konkret indsigt i, hvordan EU arbejder - både politisk og ”i maskinrummet” - ligesom du prøver at være på en dynamisk arbejdsplads med medarbejdere fra en lang række danske ministerier. Praktikopholdet er også en mulighed for at opleve Bruxelles og en mulighed for netværksopbygning i et levende og internationalt miljø.

 

Kvalifikationer

  • Du har en bachelorgrad i et relevant område inden for samfundsvidenskab, kommunikation eller lignende og er i gang med din kandidatuddannelse.
  • Du har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner på dansk og engelsk.
  • Du er nysgerrig, kreativ og har lyst til at komme med nye idéer til anderledes kommunikation.
  • Du har grundlæggende kenskab til EU-samarbejdet og til EU’s institutioner og interesserer dig herfor.
  • Du har gode samarbejdsevner og er omstillingsparat.
  • Du er grundig og præcis og kan arbejde selvstændigt og effektivt.
  • Du har humor og en positiv indstilling.

 

Periode for opholdet

1. september 2024 til 31. januar 2025.

 

Tilskud til dækning af udgifter

Udenrigsministeriet yder refusion for merudgifter forbundet med opholdet såsom f.eks. logi og transport op til et månedligt maksimalt beløb på mere end 400 euro. Ansøger er selv ansvarlig for at finde bolig i Bruxelles under praktikperioden.

 

Ansøgning

Kortfattet ansøgning vedlagt CV, eksamensresultater og eventuelle udtalelser sendes til [email protected]. Ansøgning og tilhørende bilag bedes indscannet i ét samlet PDF-dokument. Emnefeltet skal indeholde ansøgerens fulde navn + teksten: ”Ansøgning om praktik - presse oginstitutioner”.

 

Ansøgningsfrist

Ansøgninger skal være ambassaden i hænde senest torsdag 20. februar 2024 kl. 12.00.

 

Kontakt

Repræsentationens telefonnummer: (+32) 2 233 08 11. Presse- og kommunikationsmedarbejder, Helge Hjort [email protected] og specialkonsulent for institutionelle sager, Clara Cilius Rødgaard [email protected]  kan oplyse yderligere om praktikopholdet. For mere information se også eu.um.dk og um.dk.

 

***


Læs praktikopslaget i PDF-format her.

 


***