EU's institutioner og organer

Det er ofte blevet sagt om EU, at EU er mindre end en stat, men mere end en international organisation.

Udsagnet har en vis sandhed, fordi de enkelte medlemslande forbliver fuldt ud uafhængige stater, men samtidig har indvilget i at overdrage suverænitet til EU’s institutioner. Disse institutioner kan på demokratisk vis vedtage lovgivning med direkte virkning i alle medlemslandene på lige fod med national lovgivning.

EU har efterhånden udviklet sig til et meget tæt samarbejde mellem 27 forskellige lande. I takt med at samarbejdet har udviklet sig, er der også opstået behov for nye institutioner og for at ændre på de gamle institutioner.

På siderne herunder kan du læse mere om de vigtigste af EU’s institutioner: Det Europæiske Råd, Ministerrådet, Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen. For en udbygget oversigt over de forskellige institutioner og organer se herunder.

Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd (DER) består af de europæiske stats- og regeringsledere. De mødes fast mindst fire gange om året og fastlægger EU’s overordnede politiske målsætninger og retningslinjerne for samarbejdets videre udvikling. Med Lissabon-traktaten fik Det Europæiske Råd en fast formand, der forbereder og leder møderne. Den nuværende formand er den tidligere belgiske premierminister Charles Michel.

Rådet

Rådet vedtager sammen med Europa-Parlamentet al EU-lovgivning. På trods af den store indflydelse ved de fleste meget lidt om institutionen, der har til huse i Justus Lipsius og Europabygningen i EU-kvarteret i Bruxelles. Det er i disse bygninger, at man som regel ser danske ministre blive interviewet, når de deltager i ministerrådsmøderne i Bruxelles.

Ministerrådsmøderne udgør dog kun toppen af isbjerget af Rådet. Under ministerniveau er der over 150 forberedende arbejdsgrupper og komitéer, hvor embedsmænd på vegne af regeringen varetager danske interesser i forhandlinger.

I arbejdsgrupperne repræsenteres medlemsstaterne af embedsmænd fra fagministerierne, der står for de mest tekniske forhandlinger om alt fra regler for lufttransport til fødevarekvalitet. De faste repræsentanters komité fungerer som koordinerende organ mellem arbejdsgrupper og ministerråd, og består af højtstående embedsmænd fra udenrigsministerierne med titel af ambassadører.

Rådet er i den forstand ikke én samlet institution. Fællesnævneren for alle niveauer i hierarkiet er, at man altid mødes i det samme format, hvor alle 27 medlemslande har én repræsentant.

Medlemslandene skiftes på halvårlig basis til at sidde for bordenden og varetage, hvad der kaldes EU-Formandskabet (dog med undtagelse af de organer, der beskæftiger sig med udenrigsanliggender, hvor det er den fælles europæiske udenrigstjeneste).

Formandskabet forbereder arbejdet i samtlige organer ved at sammensætte en dagsorden, lave de relevante mødepapirer og fungere som ordstyrer på møderne. På den måde skiftes man til at have ansvaret for at drive institutionen på daglig basis og agere mægler i forhandlingerne.

Når ministrene mødes til rådsmøde, betyder det ikke, at alle ministre mødes samtidigt. Der findes ti forskellige rådsformationer, som hver især dækker forskellige politikområder.

Kommissionen

Kommissionens overordnede rolle er at fremme EU’s almene interesser. Den består af 27 medlemmer, én kommissær fra hvert medlemsland med ansvar for hvert sit politikområde. Kommissionen fungerer som et kollegium med en formand, som beslutter, hvilken kommissær der skal være ansvarlig for hvilket politikområde.

Kommissionen udnævnes for en periode på fem år og skal være uafhængig af nationale interesser. Europa-Parlamentet har mulighed for enten at afvise eller godkende hele holdet af kommissærer.

En gang om ugen (typisk onsdag) mødes formanden, næstformændene og kommissærerne – kollegiet – og drøfter de emner, som er på dagsordenen. Beslutninger træffes ved simpelt flertal, men enstemmighed tilstræbes. Det er Kommissionen som helhed, der som hovedregel er ansvarlig for en beslutning og ikke den enkelte kommissær.

Kommissionen fungerer i mange henseender som EU’s forvaltning med ansvar for budgettet og EU’s fonde. Kommissionen udarbejder desuden de mere specifikke og tekniske regler, således at den lovgivning, som Rådet sammen med Europa-Parlamentet (eller inden for enkelte emner uden inddragelse af Europa-Parlamentet), har vedtaget kan føres ud i livet.

Den praktiske forvaltning udføres i Kommissionens generaldirektorater, der kan sidestilles med danske ministerier, idet de er delt op så de hver dækker et politikområde. Kommissionen spiller en vigtig rolle i forbindelse med EU’s repræsentation i internationale sammenhænge, fx repræsenterer Kommissionen EU i forhandlinger i verdenshandelsorganisationen WTO.

Ud over at fungere som forvaltning har Kommissionen også en rolle i EU’s beslutningsproces, idet Kommissionen fremlægger forslag til ny lovgivning (læs mere om Kommissionens initiativret under EU’s beslutningsprocedure). Kommissionen har endvidere til opgave at overvåge, at medlemsstaterne lever op til de forpligtelser, de har indgået i EU.

Den nuværende formand for Europa Kommissionen er Ursula von der Leyen.

EU's fælles Udenrigstjeneste

Med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, oprettedes posten som EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Posten dækker to funktioner, idet den højtstående repræsentant både fungerer som Formand for Rådet for udenrigsanliggender, og samtidig er næstformand i Kommissionen med ansvar for eksterne forbindelser.

Den højtstående repræsentant bistås af den Fælleseuropæiske Udenrigstjeneste (FUT), med det formål at styrke sammenhængen og effektiviteten af EU’s optræden udadtil.

Den nuværende højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik er Josep Borell Fontelles.

Europa-Parlamentet

I Europa-Parlamentet sidder 705 medlemmer, som vælges af borgerne i EU’s 27 medlemslande. Valgene til Europa-Parlamentet afholdes hvert 5. år.

Hvert land har et antal medlemmer, der fordeles efter princippet om degressiv proportionalitet, hvorved medlemmer fra lande med de største befolkninger repræsenterer flere vælgere end medlemmer fra lande med mindre befolkninger. F.eks. har Danmark 14 medlemmer, mens Frankrig har 79 medlemmer.

Europa-Parlamentet har tre kernefunktioner:

1. Europa-Parlamentet vedtager love og regler i fællesskab med Ministerrådet
2. Europa-Parlamentet vedtager sammen med Ministerrådet EU's budget, og Europa-Parlamentet skal også godkende EU’s regnskab, når budgettet er brugt.
3. Sidst har Europa-Parlamentet også en kontrolfunktion. Europa-Parlamentet godkender formanden for Kommissionen og efterfølgende hele Kommissionen. Europa-Parlamentet kan også afskedige hele Kommissionen, hvis der er utilfredshed med Kommissærernes arbejde.

I Europa-Parlamentet sidder medlemmerne - ligesom i Folketinget - i en række forskellige politiske partier. Disse kalder man ’De politiske grupper’.

Der er typisk to store politiske grupper i Europa-Parlamentet – en socialdemokratisk (S&D) og en borgerlig gruppe (EPP) - samt en række mindre grupper, som samler de medlemmer af Europa-Parlamentet, der er liberale eller ligger enten til højre eller venstre for de store politiske grupper.

Når Europa-Parlamentet skal vedtage nye forslag til EU-lovgivning, er det nødvendigt med et flertal, og derfor forhandles der mellem de politiske grupper om at finde en fælles holdning til lovforslagene. På baggrund af den fælles holdning i Parlamentet forhandler man så lovforslaget færdigt med Ministerrådet.

Selve forhandlingerne om et lovforslag i Europa-Parlamentet begynder i parlamentets forskellige udvalg. Medlemmerne af parlamentet sidder i en række forskellige udvalg, som behandler lovforslag på forskelle områder.

For eksempel er der et udvalg for Det Indre Marked, et udvalg for Miljø og et udvalg for Landbrug. Hver politisk gruppe i parlamentet udpeger nogle medlemmer til at sidde i de forskellige udvalg.

EU-Domstolen

EU-Domstolen har til opgave at sikre, at EU’s lovgivning overholdes, og at den fortolkes ens i alle medlemsstaterne. Dette sker i samarbejde med medlemsstaternes domstole.

EU-Domstolens øverste organ, Domstolen, består af 27 dommere (én fra hvert medlemsland) og 11 generaladvokater, som alle udpeges af medlemsstaterne i enighed for et tidsrum af seks år.

Herudover består EU-Domstolen af en første instans domstol, Retten, der navnlig behandler sager, der er anlagt af borgere eller virksomheder mod EU’s institutioner.