Gå til indhold

Danmarks EU-repræsentation søger praktikanter til det danske EU-formandskab

Vil du med på holdet, når Danmark varetager EU-formandskabet i andet halvår af 2025? Så er der nu åbnet for ansøgninger til praktikstillinger på Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles. 

På EU-repræsentationen vil du få en helt unik mulighed for at komme helt ind i det politiske maskinrum, når Danmark skal lede forhandlingerne med de andre medlemslande i Ministerrådet og med Europa-Parlamentet om de store spørgsmål på den europapolitiske dagsorden. 

Praktikopholdet vil være et længerevarende ophold på mellem 9 og 12 måneder for at give mulighed for at deltage i både forberedelsen og afviklingen af formandskabet. Der er mulighed for startdato enten den 1. februar eller 1. april 2025, alt efter hvad der passer dig bedst. 

Arbejdsopgaver 
Som praktikant får du mulighed for at arbejde med diplomati i praksis og lærer, hvad det betyder at varetage formandskabet for EU og lede internationale forhandlinger. Du vil bl.a. skulle ledsage din praktikvejleder til møder mellem EU-landene i Ministerrådet og til møder i Europa-Parlamentet og Kommissionen. Du vil desuden bistå EU-repræsentationens sagsbehandlere med bl.a. referatskrivning, informationssøgning og -bearbejdelse samt forskellige praktiske opgaver. 

Du bliver en del af en dynamisk arbejdsplads med kolleger fra alle de danske ministerier. Samtidig vil du få mulighed for at opleve det levende og internationale miljø i Bruxelles og udvikle dine sprogkundskaber. 

Som praktikant vil du indgå som en integreret del af det team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en fast vejleder. Der er praktikstillinger på alle ministeriers fagområder. Det kan fx være energipolitik, klima, digitalisering, udenrigs- og sikkerhedspolitik, erhvervspolitik eller international handel. Der vil også være en række horisontale praktikstillinger inden for bl.a. presse, Europa-Parlamentet og koordination, hvor du vil stifte bekendtskab med en bred portefølje af sagsområder. Du kan – men behøver ikke – angive specifikke arbejdsområder, som har din særlige interesse. EU-repræsentationen vil forsøge at imødekomme ønskerne. 

Kvalifikationer 
Du er studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau inden for et relevant område (fx samfundsvidenskab, jura eller humaniora) 
Du har grundlæggende kendskab til og interesse for EU.  
Du har gode formuleringsevner på dansk og engelsk. Kendskab til fransk er en fordel, men ikke et krav. 
Du har gode samarbejdsevner, er omstillingsparat og har en positiv indstilling. Selv når det skal gå stærkt, kan du holde hovedet koldt og holde mange bolde i luften.
Du kan arbejde selvstændigt, grundigt og effektivt.

Praktiske forhold
Praktikopholdet er i perioden fra den 1. februar eller 1. april 2025 og frem til afslutningen af formandskabet den 31. december 2025. Det vil være muligt individuelt at aftale, at fortsætte praktikopholdet helt frem til den 31. januar 2026, hvis det vurderes at være relevant for dig som studerende.

Udenrigsministeriet yder refusion for merudgifter forbundet med opholdet såsom f.eks. logi og transport op til et månedligt beløb på 800 euro. Under selve formandskabet (1. juli til 31. december) er der derudover mulighed for give praktikanter på EU-repræsentationen en månedlig erkendtlighed (3.375 kr/md. før skat). Det er også muligt at søge Erasmus+ i forbindelse med praktikforløbet. 

Du er selv ansvarlig for at finde bolig i Bruxelles under praktikperioden, men EU-repræsentationen bistår med information om mulighederne. 

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. 

Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Ved praktikkens begyndelse, vil der blive udarbejdet et ”training agreement” mellem dig og din praktikvejleder – et dokument, der igennem hele praktikopholdet skal sikre fokus på dine opgaver og din udvikling i forbindelse med praktikopholdet. Du vil kunne få skrive-fri i op til 10 dage. 

Der vil være mulighed for ferie tilsvarende danske regler. Sommerferien forventes afholdt i august måned, hvor EU-institutionerne er lukkede. 
 
Ansøgning
En kortfattet ansøgning bilagt CV, eksamensresultater og eventuelle udtalelser sendes til [email protected]. Ansøgningen og tilhørende bilag samles i ét PDF-dokument. Emnefeltet skal indeholde ansøgerens fulde navn samt ”Ansøgning om praktik til EU-repræsentationen”. 
 
Ansøgningsfristen er den 20. september 2024 kl. 12.00

For mere information se også ”Praktikant i den danske udenrigstjeneste” på UM.dk og ”Praktikanter” på eu.um.dk. Evt. spørgsmål kan rettes til Joachim Clement Munkstrup, [email protected].

 

Læs praktikopslaget i PDF-format her.